Oversat af Thomas Boberg og Morten Søndergaard
Poetomatic
til Ivan Malinowski
Jeg vil stramme den lille
skrue på mine briller
men har brug for brillerne
for at kunne se
den lille skrue
Er det ikke
situationen her i verden?
Min stamme
Jorden er den samme
himlen en anden.
Himlen er den samme
jorden en anden.
Fra sø til sø,
fra skov til skov:
Hvilken stamme tilhører jeg?
– spørger jeg mig selv –
Hvor hører jeg til?
Måske tilhører jeg den stamme
som ikke har nogen stamme;
eller de sorte fårs stamme;
eller en stamme hvis forfædre
kommer fra fremtiden:
En stamme som skal komme.
Men hvis jeg absolut skal tilhøre en stamme
– siger jeg til mig selv –
lad det være en stor stamme,
lad det være en stærk stamme,
en stamme hvor absolut ingen
er holdt uden for,
hvor alt og alle
har sit hellige sted.
Jeg taler ikke om en menneskestamme.
Jeg taler ikke om en stamme fra jorden.
Jeg taler ikke engang om en universel stamme.
Jeg taler om en stamme som man ikke kan tale om.
En stamme der altid har eksisteret
men hvis eksistens stadigvæk må bevises.
En stamme som aldrig har været
men hvis eksistens
vi kan bevise lige nu og her.
En skeptisk Noa
Stemmerne, jeg hører stemmerne synge
blide sange midt i syndfloden
mellem plankernes knagen og bragen.
Det er en regn som gør en træt, havets
lovprisning hvis tålmod løfter skibene op.
Sangen er smuk, men volden
som guldet og det kostbare tømmer vækker,
vokser som tvivlen i en konges hoved.
Det er menneskets elendighed som negligerer
dødens kolossale tilstedeværelse.
I den ensomhed som du ikke kendte til
spørger du efter dem der blev tilbage,
du lider og du vil have svar.
Fra mørket kommer fuglenes skrig
som ingen forstår.
De kunne forlade verden, men fornuftens træge
stemme er det fine net
som edderkoppen spinder rundt om sit bytte.
Nattens argumenter er stærkere
end fortrydelsernes kommen og gåen.
Mellem spejlingerne ses billedet af dem
som byggede deres hjem på sandets historie,
klippen og fiskene i nettet.
Håbet strejfer de bølgende vande
som forveksler ro med dyb.
Intet erstatter de fantastiske sole
de blå marker kronet af haner
spejlsalene hvor hinden fødte.
Du må se dyrenes stilhed
som lytter for at være mindre alene.
Det er køernes diskrete musik
som i deres hvidhed mister hyrden
og som søger det uendelige i græsset.
Grå himle daler ud af tågen
og de første tiders lys glider ud.
Noas ark flyder oven på vraggodset
og Noa, hvilende mellem fårene, sover
uden at bekymre sig om verdens sæd.
Han ved at hinsides den åbne himmel
begynder ørkenen og glemslen.
Fraktalteorien
I naturen findes der kun to typer væsener:
De store og de små.
De store er altid som de nu er.
De små er symboler.
Selvfølgelig mangler vi at vide
store i forhold til hvad…
og små i forhold til hvad …
Alle væsener er store i forhold til noget
og alle er små i forhold til noget andet.
Med andre ord:
Alle væsner er store og små på samme tid.
De er hvad de er
– vi er hvad vi er –
og på samme tid altid, symboler.
Principerklæring
Mine damer og herrer:
Før jeg begynder min oplæsning
vil jeg gerne tilstå – på den mest naturlige måde –
et par ting som er mere og mindre alvorlige (som man nu ser det)
og som sandsynligvis er helt betydningsløse.
For det første at jeg er kemiker.
Med det vil jeg sige, at det er ikke alt hvad jeg er,
men at jeg har en uddannelse som forsker
og – derfor – mellem os
kan vi let enes om at 1 + 1 = 2
Men naturligvis hvis der er nogen af jer
der mener at 1 + 1 = 3 vil jeg være enig.
Eller hvis nogen af jer går endnu længere
og mener at 1 + 1 = 3.1416 … vil jeg også være enig.
Og ydermere: hvis en eller anden meget dristig
skulle mene at 1 + 1 = 0 vil jeg også skrive under på det
Selvom jeg må tilstå
– og det er det andet jeg ønsker at tilstå –
hælder jeg kraftigt mod at mene at 1 + 1 = 1.
Men enhver videnskabsmand har de ligninger som han fortjener
(eller de ligninger som han nu synes) og jeg forestiller mig ikke
jeg ud fra den formel kan fremsætte en universel teori.
Stenens salme
Til himlens og jordens Guder
beder vi med hele vores sjæl
at stenen bliver forvandlet til frø
for at de kan føde markerne
de høje krystalliserede træer
som vi kan bygge vores andet hjem med
et nyt navn i dette liv
et nyt sted i en anden natur.
På den måde vil vi være befriet for de modstridende vinde
og de andres perverse meninger
men – og det er det vigtigste –
på den måde vil vi være beskyttet mod os selv.
Det er vores sult efter anerkendelse
og vores tørst efter frelse.
Vi vil lære at lytte med hænderne
denne tavse susen som stenene drømmer
og som – uden at ville det –
gir os den største lektie
i ro og fuldkommenhed.
Fordi hver sten er en stavelse
i det store navn vi staver imellem os
og skabelsen som blot er en kærlighedssang
der strømmer fra dets tålmodige hjerte.
Vi vil ikke være hverken mere eller mindre end stenene:
en evig venten uden venten
i vores eget rum
og vores egen tid.
Det er ikke forgæves at vi anråber
stenenes perfekte stilheder
i lange samtaler med natten:
materie og elektroner som summer
i så høje frekvenser at kun poesiens
hastighed kan få os til forstå den slags sprog.
Men det kan godt betale sig at anstrenge sig for
at opnå et sådant stade af svimmel ro:
Vindens fossiler har ikke mere krop
ikke flere spor af katastrofer
hvor Guderne skrev deres navne
med brændende kulstykker
hverken klarere eller ældre end de første ord
som jorden fremstammede.
Og eftersom der ikke er to sten af samme farve
samme overflade og samme vægt
er det heller ikke muligt at finde to sten med samme stemme.
Man skal kalde hver sten ved sit navn
hemmeligt skjult og uomsætteligt …
et navn så langt
fra menneskets hjerte
at man ville sige – næsten – ikkeeksisterende.
Men det eksisterer: man behøver blot at røre en sten
for at føle hvordan alt i den vågner
ved varmens intime kalden
og ved blodets oprindelige rytme.
Dens kærlighed er og er ikke af denne verden.
Dens gode værker
falder med sin egen vægt.
Det er dens fattigdom som frembringer miraklet.
Ilden som ånder i hver sten
er en askesol
som har sovet i millioner af år.
Hvor end den går har stenen hjemme,
i dens krop, dens skygge og dens indre måne.
Alt hvad angår sten er enkelt …
vi behøver ikke
at forklare os …
de forstår os uden ord.
For der findes ikke noget bedre selskab
i en lang søvnløs nat
end en blid sten som sover i hånden.
Der findes ikke noget bedre middel
mod selvmordernes melankoli
end en ædelsten hængt om halsen
Der er ingen bedre allieret
i et altafgørende slag
end en sten som er klar til alt.
Der findes intet bedre tilflugtssted
for os, de vildledte mennesker,
end en sten til nå hjem med.